PlaceringOgså hvad angår placeringen i rummet er der mange muligheder.
Man kan vælge at bygge den ved en væg, i et hjørne, under en trappe, fritstående o.s.v.
Placeringen skal naturligvis vælges ud fra hensynet til en god varmefordeling i rummet/rummene. Men det er lige så vigtigt at tænke på at placere ovnen der, hvor man har størst glæde af den. Den er "hjemmets varme hjerte" og fortjener en fremtrædende plads i rummet, hvor dens smukke udseende kommer til sin fulde ret.
Man skal også have det fulde udbytte af de muligheder, som den levende ild giver. Med andre ord, man skal placere den der, hvor man bedst kan nyde ilden og strålevarmen, d.v.s. typisk der hvor man har et godt siddearrangement (sofa, lænestole m.v.).
Forøgelse af livskvaliteten
En masseovn kommer uundgåeligt til at udgøre et vigtigere element i ens liv end en hvilkensomhelst anden opvarmningskilde.
Den giver en meget behagelig og sund varme og evt. yderligere muligheder for bagning/stegning og vandopvarmning.
Den fylder mere i rummet og vil oftest være centralt placeret.
Placeringen er valgt med omhu, så ovnen visuelt kommer bedst til sin ret.
Den er oftest en smuk og arkitektonisk velintegreret del af hjemmet, som man dagligt glæder sig over.
Masseovnen bliver ofte et særdeles rart samlingspunkt for familien, et godt alternativ til fjernsynet, (og et alternativ, hvor man oven i købet kan tale sammen!) og som underholdende element, hvor man nyder fascinationen af den levende ild i alle faserne fra optænding til gløder. Man kan frit vælge fyringtidpunktet så det passer ind i familiens rytme.
Bygning af en masseovn
Som det fremgår af ovenstående er der mange gode grunde til at anskaffe sig en masseovn, men hvordan kommer man videre fra ideen til realiseringen? I de følgende afsnit behandles nogle af de praktiske overvejelser og handlinger man skal foretage for at få bygget en masseovn.
|
|